Alt lovtekst kan også findes på retsinformation
Kapitel oversigt.
Kapitel I.
Kapitel II.
§5 - §11 Regler for kongen (dronningen).
Kapitel III.
§12 - §27 Magtfordelingen mellem konge, ministre og Folketinget.
Kapitel IV.
§28 - §34 Regler om valg og fordeling af mandater i riget.
Kapitel V.
§35 - §58 Regler for Folketingets forretningsorden.
Kapitel VI.
§59 - §65 Regler for domstolene.
Kapitel VII.
§66 - §70 Regler for folkekirken.
Kapitel VIII.
§71 - §85 Regler for borgerne.
Kapitel IX.
§86 - §87 Regler for Grønland, Færøerne og Island.
Kapitel X.
§88 Regler for ændring af Grundloven.
Kapitel XI.
Danmarks Riges Grundlov
(Grundloven)
Kapitel I.
§ 1
§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.
Kommentar:
Denne paragraf pointerer, at Grundloven gælder for alle dele af Danmarks rige, herunder både domstole, militær og politi. Dette rejser et problem for dem, der mener, at vi har tredeling af magten.
§ 2
§ 2. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.
Kommentar:
Det er tydeligt, at vi har et monarki, omend det er et indskrænket monarki. Indskrænkningerne er dog utrolig få og gavner ikke borgerne, eller begrænser selve magten.
Indskrænkningerne er kun §5, §6, §7, §8, §9, §10 og §19 stk 2.
Den seneste ændring af Grundloven var §2, som gjorder det muligt for kvinder at arve tronen. Denne ændring blev vedtaget den 27 marts 1953.
Når der står konge, betyder det konge eller dronning, da begge køn kan arve tronen.
Det er vigtigt at bemærke, at regeringen ikke kan erstatte konge eller dronning, som mange fejlagtigt tror. Regenten er en del af regeringen (§8), og ifølge §9, §12, §17 stk. 2 og §18 er det regenten, der leder regeringen.
§ 3
§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.
Kommentar:
Bemærk venligst, at magtfordelingen i Danmark ikke er en tredeling, som mange fejlagtigt antager. I stedet har monarken både den lovgivende og den udøvende magt. Derudover har monarken også kontrol over domstolene, som er underlagt Danmarks rige i henhold til §1. Det er også værd at at lægge mærke til, at monarken kan afskedige en dommer uden pension i henhold til §64.
Udover det, så blev kongemagten udøvet, da man lukkede domstolene under corona, og satte Livgarden ind for at slagte mink.
Folketinget har ingen magt, og kan kun stemme om emner, som regenten allerede har besluttet i Statsrådet i henhold til §17 stk. 2. Det er i Statsrådet at alle væsentlige beslutninger træffes, og hvor regenten udøver sin magt gennem sine ministre i henhold til §12.
Derfor kunne man i princippet erstatte Folketinget med en computer, der blot vælger mellem to muligheder, da begge forslag allerede er blevet bestemt af regenten i Statsrådet. Dette understreger, at det er monarkiet, der har den reele magt, og ikke Folketinget.
§ 4
§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Kommentar:
Folkekirken støttes af staten.
Kapitel II.
§ 5
§ 5. Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være regent i andre lande.
Kommentar:
En af indskrænkningerne som gør, at regenten ikke må være regent i andre lande uden Folketingets samtykke. Men da alle væsentlige beslutninger træffes i Statsrådet, af den med kongemagten, inden de kommer i Folketinget, så bliver denne paragraf overflødig.
§ 6
§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
Kommentar:
Kongen/dronningen skal have kristen tro, og er også en indskrænkning. Den begrænser ikke selve magten.
§ 7
§ 7. Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder tronfølgeren.
Kommentar:
Monarkens myndighedsalder er fastsat til 18 år, hvilket er i overensstemmelse med den generelle myndighedsalder i Danmark.
Det er en indskrænkning, fordi det forhindre en umyndig monark, i at sidde i Statsrådet og træffe beslutninger på vegne af landet. Men den begrænser ikke monarkens magt.
§ 8
§ 8. Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skrifligt i statsrådet en højtidlig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven. Af forsikringsakten udstedes tvende ligelydende originaler, af hvilken den ene overgives Folketinget for at opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i rigsarkivet. Kan kongen som følge af fraværelse eller af anden grund ikke umiddelbart ved troneskiftet afgive denne forsikring, føres regeringen, indtil dette sker, af statsrådet, medmindre anderledes ved lov bestemmes. Har kongen allerede som tronfølger afgivet denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved tronskiftet regeringen.
Kommentar:
Det er tydeligt, at monarken underskriver en erklæring om at overholde grundloven som en betingelse for at blive regent.
Folketingets hjemmeside forklarer i en kommentar til §19, at man skal forstå "konge" som "regering". Dette ville dog skabe et betydeligt problem i denne paragraf, da både konge, regering og Folketinget er nævnt. Et lignende problem opstår i §88, hvor alle tre enheder også er nævnt.
Det er væsentligt at bemærke, at disse forhold ikke begrænser magten.
§ 9
§ 9. Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved tronledighed ingen tronfølger, vælger folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.
Kommentar:
Det understreges her, at det er regenten, der leder regeringen.
Dette er også en indskrænkning, da Folketinget her kan vælge en ny konge, hvis der ikke er en myndig tronfølger. Den begrænser heller ikke selve magten.
§ 10
§ 10. Stk. 1. Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid ved lov. Ved denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre statsejendele der skal overlades kongen til brug.
Stk. 2. Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.
Kommentar stk.1.
Folketinget skal vedtage, hvilken apanage og hvilke slotte, som kongen/dronningen kan benytte vederlagsfrit.
Det er vigtigt at bemærke, at kongen/dronningen har magt over Folketinget i henhold til §8, §9, §12, §17 stk. 2. og §18.
Kommentar til stk. 2:
Statsydelsen kan ikke gøres til genstand for gæld, hvilket er en indskrænkning. Den begrænser dog ikke selve magten.
§ 11
§ 11. For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov. Årpengene kan ikke uden folketingets samtykke nydes uden for riget.
Kommentar:
Medlemmerne af den kongelige familie modtager også apanage, som "Folketinget skal give samtykke til, hvis de nydes uden for riget".
Men Folketinget kan stadig kun stemme om noget, der er besluttet i Statsrådet, hvor monarken har den endelige beslutningsmyndighed.
Kapitel III.
§ 12
§ 12. Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene.
Kommentar:
Det er tydeligt, hvem der er den højeste myndighed, og hvordan magten udøves gennem ministrene af den, der får kongemagten i henhold til §2.
Minister betyder i øvrigt tjener, men monarkens tjenere ikke folkets. Det har flere ministre også selv sagt eller skrevet. (Se under videoer).
§ 13
§ 13. Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.
Kommentar:
Denne paragraf er problematisk, da den fritager monarken for ansvar, mens ministrene godt kan straffes for monarkens fejlslagne politik, i henhold til §16 og §32 stk. 2. De kan enten blive stillet for en rigsret eller blive afskediget.
Desuden er det en paragraf, som mange i det offentlige gemmer sig bag, når de laver noget ulovligt. De bruger tavshedspligt som undskyldning, og det kan de slippe afsted med, når det i sidste ende er monarkens beslutning.
§ 14
§ 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.
Kommentar:
Monarken ansætter og afskediger statsministeren og de øvrige ministre og fastlægger deres ansvarsområder, og bestemmer deres antal.
Det fremgår også, at monarkens underskrift gør en lov gyldig, og ministrene underskriver kun, så regenten har en syndebuk. Ministrene kan nemlig godt straffes for regentens fejlslagne politik.
Ministrene skal adlyde regenten i Statsrådet, hvor kongemagten udøves gennem ministrene §12. Læg mærke til, at §32 stk. 2 var en helt ny paragraf, der kom efter påskekrisen, så det ikke skete igen. Så nu kan monarken bare fyrer regeringen, og ansætte en ny regering, som er bedre til at adlyde
§ 15
§ 15.Stk. 1. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.
Stk. 2. Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.
Kommentar stk. 1.
Her får Folketinget mulighed for, at fyrer en minister, men kongen/dronningen har magten over de andre ministre §12, som udgøre flertallet i Folketinget. Det betyder, at det kun er den ene minister og de medlemmer af Folketinget, der ikke sidder i regeringen, der kan forsøge at forhindre en afskedigelse. Denne paragraf kan give indtryk af, at Folketinget har en vis magt, men det er ikke tilfældet.
Kommentar stk. 2.
I tilfælde af, at statsministeren mister flertallet, vil der blive udskrevet valg. Dette indebærer også regeringen, og dermed har monarken mulighed for at danne en ny regering, som er villig til at gennemføre den politik, som monarken ønsker.
§ 16
§ 16. Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.
Kommentar:
Det er muligt for monarken at kræve, at en minister stilles for en rigsret. Dette sikrer, at ministrene adlyder og følger monarkens ønsker.
.
§ 17
§ 17.Stk. 1. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen.
Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.
Kommentar stk. 1.
Statsrådet består af ministrene, regenten og tronfølgeren. Monarken leder møderne og udøver sin magt gennem ministrene i henhold til §12.Hvis regenten er fraværende, ledes møderne af enten tronfølgeren eller en rigsforstander.
Kommentar stk. 2.
Som det er alment kendt, er det i Statsrådet, at alle love og væsentlige beslutninger træffes, ikke i Folketinget. Det er regentens Statsråd, og alle beslutninger træffes her, inden de forelægges for Folketinget.
Derfor kan man sige, at Folketinget primært har en symbolsk funktion, mens den reelle magt ligger hos kongemagten. De emner, som Folketinget kan stemme om, er allerede blevet godkendt i Statsrådet og dermed accepteret som regentens politik.
§ 18
§ 18. Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen forhandle i et ministerråd. Dette består af samtlige ministre under forsæde af statsministeren. Enhver minister skal da afgive sit votum til protokollen, og beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over forhandlingerne førte, af de tilstedeværende ministre underskrevne protokol for kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling eller lade sig sagen foredrage i statsrådet.
Kommentar:
Hvis regenten er forhindret i at deltage i et Statsråd, kan kongen/dronningen kræve, at ministrene afholder et møde alene. Dette kaldes også et ministerråd, hvor statsministeren er mødeleder.
Herefter forelægges det, de er nået frem til, for regenten, som så kan vælge at underskrive det eller lade det komme i Statsrådet. Således har regenten også her den totale magt.
§ 19
§ 19.Stk. 1. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke.
Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.
Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.
Kommentar stk. 1.
Det er tydeligt, at monarken handler på rigets vegne. Regenten må ikke regere i andre lande uden Folketingets godkendelse eller formindske riget. Men da regenten har magten over flertallet i Folketinget gennem sine ministre i henhold til §12, er det blot for at informere og for at have nogen at give skylden for, hvis det nu fx var en ulovlig angrebskrig.
Det er også i denne paragraf, hvor de skriver på Folketingets hjemmeside, at man nu pludselig kan bytte ordet konge ud med regering, så det skal se ud som om, at regenten slet ingen magt har.
Kommentar stk. 2 og stk. 3.
Monarken kan ikke starte krige, uden at flere har set på sagen. Det er en indskrænkning, men det er kun for at informere. Magten vil altid være hos regenten. Og ligesom før kan regenten også her give andre skylden for sin fejlslagne politik.
Man opretter her et udenrigspolitisk nævn, så flere kan se på sagen. Medlemmerne har tavshedspligt.
§ 20
§ 20.Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.
Kommentar stk. 1.
Det er muligt at overdrage dansk suverænitet til eksempelvis EU uden at ændre Grundloven. Dette kan gøres ved at vedtage en lov, der specificerer, hvilken magt Danmark afgiver.
Det er dog vigtigt at bemærke, at en lov først bliver gyldig i Danmark, når regenten har underskrevet den. I den indledende fase er det stadig regenten, der bestemmer.
Kommentar stk. 2.
Grundloven er struktureret således, at de mest betydningsfulde paragraffer er placeret først, dem der omhandler magten, mens de mindre væsentlige paragraffer er placeret sidst, borgerrettigheder osv. Det er statens manual, og den skal læses ordret. Derfor, hvis regenten ønsker at afgive en del af sin magt, har hverken Folketinget eller borgerne nogen indflydelse på denne beslutning.
Regenten sikrer sin magt gennem §12 og §17 stk.2.
§ 21
§ 21. Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger.
Kommentar:
Her bliver kongemagten virkelig understreget, da regenten helt uden om Folketinget, kan forlange et forslag til afstemning.
§ 22
§ 22. Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovskraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.
Kommentar:
Loven træder først i kraft, når regenten har underskrevet den, og det skal gøres inden for 30 dage, ellers bortfalder den.
Mange tror, at regenten kun har det sidste ord, men som det fremgår af §17 stk. 2, har regenten også det første ord.
Desuden behandles lovforslag først i Statsrådet, inden de kommer i Folketinget, så det er usandsynligt, at regenten vil nægte at underskrive noget, som regenten selv har bestemt på forhånd.
§ 23
§ 23. I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod grundloven og altid straks efter folketingets sammentræden skal forelægges dette til godkendelse eller forkastelse.
Kommentar:
Her understreges kongemagten i sandhed igen, da regenten har mulighed for at udstede love uden om Folketinget.
Det skal dog bemærkes, at disse love skal overholde Grundloven, og det kan være vanskeligt at kontrollere, hvis domstolene lukkes lige inden, der skal foretages en ulovlig handling. Dette sås under coronapandemien, hvor domstolene blev lukket, lige inden regenten lukkede landet ned på en ulovlig måde.
§ 24
§ 24. Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med folketingets samtykke benåde for de dem af rigsretten idømte straffe.
Kommentar:
Her er der KUN tale om kongemagt.
Regenten kan helt tydeligt uden om ministrene og Folketinget, benåde og give amnesti.
§ 25
§ 25. Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov.
Kommentar:
Kongen skal bare fortælle om benådninger og bevillinger. Man kan også se, at man kan bruge love fra Grundloven helt tilbage fra 1849.
§ 26
§ 26. Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.
Kommentar:
Viser at monarken også har den økonomiske magt.
Retten til at slå sedler og mønter.
Når man for eksempel beder om aktindsigt, i de hemmelige aftaler de private banker har fået, til at trylle digitale penge frem, så gemmer dig sig bagved tavshedspligt. Det kan de slippe afsted med, når det i sidste ende er regentens beslutning. Og kongemagten er ansvarsfri §13.
Sådan er det hele vejen rundt i systemet, når de vil lave noget ulovligt, så er det tavshedspligt de gemmer sig bag.
§ 27
§ 27.Stk. 1. Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret. Tjenestemænd, som udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.
Stk. 2. Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jfr. dog herved § 64.
Stk. 3. Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter, og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige regler.
Kommentar stk.1.
Viser at tjenestemænd skal have indfødsret, men også en sikring af at de skal adlyde regenten., ved at skulle underskrive Grundloven.
Kommentar stk. 2. og stk.3.
Denne paragraf sikrer, at en tjenestemand/embedsmand ikke kan afskediges uden at blive tilbudt en tilsvarende stilling med samme løn. Den sikre også at kongen får meget tro embedsmænd, som er villige til at adlyde kongens beslutninger, selvom de er modbydelige.
Vi ser det igen og igen, at de bare bliver flyttet til et andet job i staten, med samme løn, og til stor forargelse for de fleste borgere.
Kapitel IV.
§ 28
§ 28. Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.
Kommentar:
Færøerne og Grønland tildeles hver to pladser i Folketinget.
§ 29
§ 29.Stk. 1. Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.
Stk. 2. Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5, har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.
Kommentar stk.1.
Man skal være dansk statsborger og bo i Danmark for at kunne stemme til folketingsvalget. Og så skal man være tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Men der kan være undtagelser for danskere, der opholder sig i udlandet.
Man kan ikke stemme, hvis man er blevet umyndiggjort, for eksempel hvis man har et mentalt handicap eller har en psykisk sygdom.
Man mister ikke sin stemmeret, hvis man får økonomisk hjælp fra kommunen, eller hvis man har været straffet.
Kommentar stk. 2.
Giver mulighed for at ændre valgretten.
§ 30
§ 30.Stk. 1. Valgbar til folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.
Stk. 2. Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget.
Kommentar stk.1.
Man kan vælges ind i Folketinget, hvis man har stemmeret, og ikke er straffet for noget, som i folks øjne vil gøre en uværdig
Kommentar stk.2.
Embedsmænd kan godt blive valgt ind i Folketinget uden regentens tilladelse. De fik jo allerede tilladelsen, da de blev ansat.
§ 31
§ 31.Stk. 1. Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.
Stk. 2. De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.
Stk. 3. Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.
Stk. 4. Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses indtræden i folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg måtte blive nødvendigt.
Stk. 5. Særlige regler om Grønlands repræsentation i folketinget kan gives ved lov.
Kommentar stk. 1.
Valghemmeligheden skal respekteres, og vælgerne skal have mulighed for at stemme direkte på de kandidater, der stiller op til Folketinget. Ingen må se, hvor man sætter sit kryds, og man kan få hjælp til at sætte sit kryds, hvis man har et læsehandicap. I så fald betragtes det stadig som hemmeligt, selvom hjælperen har set, hvor man satte sit kryds.
Kommentar stk. 2.
Valgloven forklare hvordan valgene skal holdes.
Kommentar stk. 3.
Ved fordeling af mandater skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.
Kommentar stk. 4.
Man kan indsætte en stedfortræder, hvis et folketingsmedlem bliver syg eller dør. Det står i Folketingets forretningsorden.
Hvis et folketingsmedlem dør, går mandatet videre til en stedfortræder, står i valgloven.
Kommentar stk. 5.
Grønland vælger to folketingsmedlemmer ved direkte valg. Grønland har dog sin egen valglov, hvilket giver dem mulighed for at anvende indirekte valg.
§ 32
§ 32.Stk. 1. Folketingets medlemmer vælges for fire år.
Stk. 2. Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted. Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives, forinden statsministeren har fremstillet sig for folketinget.
Stk. 3. Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb.
Stk. 4. Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.
Stk. 5. Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.
Stk. 6. Mister et medlem af folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.
Stk. 7. Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.
Kommentar stk. 1.
Folketingsvalg afholdes hvert fjerde år i Danmark.
Kommentar stk. 2.
En paragraf, der blev udarbejdet efter påskekrisen, for at forhindre, at den skete igen. Nu kan monarken udskrive valg før tid, hvilket i praksis betyder, at statsministeren eller regeringen kan afskediges.
Kommentar stk. 3.
Statsministeren skal sørge for et nyvalg inden valgperiodens udløb.
Kommentar stk. 4.
Ved udskrivelse af nyvalg bevarer folketingsmedlemmerne deres mandat, indtil valghandlingen er afsluttet.
Kommentar stk. 5.
Der er særlige valglove for Grønland og Færøerne.
Kommentar stk. 6.
Et folketingsmedlem kan miste sit mandat, hvis vedkommende erklæres uværdig eller umyndiggøres.
Kommentar stk. 7.
Her skal folketingsmedlemmer underskrive Grundloven, og er en betingelse for at kunne sidde i Folketinget.
§ 33
§ 33. Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.
Kommentar:
Ved fejl i et Folketingsvalg nedsættes et midlertidigt udvalg, Udvalget til Prøvelse af Valgene. Folketinget tager stilling til, om valget er gyldigt eller ej.
§ 34
§ 34. Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.
Kommentar:
Truer man Folketingets sikkerhed, er det højforræderi.
Kapitel V.
§ 35
§ 35.Stk. 1. Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt det til møde forinden.
Stk. 2. Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes folketinget ved valg af formand og næstformænd.
Kommentar stk. 1.
Søgnedage er det samme som hverdage, så senest 14 dage efter et valg skal Folketinget samles.
Kommentar stk. 2.
Efter et valg nedsættes Udvalget til valgs Prøvelse. Herefter godkendes folketingsmedlemmerne, og der vælges en formand samt næstformænd.
§ 36
§ 36.Stk. 1. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag det følgende år.
Stk. 2. På folketingsårets første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor folketinget sættes påny.
Kommentar:
Når folketingsåret begynder, træder Folketinget sammen, og der vælges en formand og næstformænd.
§ 37
§ 37. Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit sæde. I overordentlige tilfælde kan folketinget dog samles andetsteds i riget.
Kommentar:
I særlige tilfælde kan regeringen og Folketinget være adskilt, for eksempel på grund af krig eller besættelse. Men ellers bør Folketinget afholde sine møder i nærheden af regeringen.
§ 38
§ 38.Stk. 1. På det første møde i folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.
Stk. 2. På grundlag af redegørelsen finder en almindelig forhandling sted.
Kommentar stk. 1.
Ved årets første folketingsmøde afholder statsministeren en tale, hvor regeringens planer præsenteres.
Kommentar stk. 2.
Efter talen bliver den debatteret i Folketinget.
§ 39
§ 39. Folketingets formand indkalder folketinget til møde med angivelse af dagsorden. Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst to femtedele af folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden.
Kommentar:
Folketingets formand indkalder Folketinget til møder, efter anmodning fra statsministeren eller medlemmer. Formanden skal sikre, at der er en dagsorden baseret på disse anmodninger.
§ 40
§ 40. Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet de iøvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af folketinget.
Kommentar:
Ministre har ret til at deltage i Folketinget, men kan kun stemme hvis de er medlem af Folketinget.
§ 41
§ 41.Stk. 1. Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger.
Stk. 2. Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i folketinget.
Stk. 3. To femtedele af folketingets medlemmer kan overfor formanden begære, at tredje behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted, forsåvidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.
Stk. 4. Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt vedtaget.
Kommentar stk. 1.
Folketingsmedlemmer har ret til at fremsætte lovforslag og andre beslutninger. Da alle væsentlige beslutninger dog træffes i statsrådet, skal de forelægges der, inden de kan komme til afstemning i Folketinget. Her har monarken det afgørende ord.
Kommentar stk. 2.
Et lovforslag gennemgår tre behandlinger i Folketinget. Først debatteres forslaget bredt, hvorefter både regeringen og Folketinget kan fremsætte ændringsforslag. Til sidst stemmes der om hele forslaget.
Kommentar stk. 3.
Tredjebehandlingen af et lovforslag kan udsættes, hvis 72 medlemmer ønsker det. Dette gælder dog ikke for finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.
Kommentar stk. 4.
Hvis et lovforslag ikke er vedtaget inden et nyt folketingsår, bortfalder det bare.
§ 42
§ 42.Stk. 1. Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.
Stk. 2. Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jfr. stk. 6, kan kun i det i stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har fundet sted.
Stk. 3. Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan folketinget indenfor en frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde.
Stk. 4. Træffer folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest tilstilles statsministeren, der derefter lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde sted. Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.
Stk. 5. Ved folkeafstemningen stemmes for og mod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt mod lovforslaget.
Stk. 6. Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter samt love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser kan ikke undergives folkeafstemning. Det samme gælder forslag til de i §§ 8, 9, 10 og 11 omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovs form, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne i § 88.
Stk. 7. I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Såfremt en tredjedel af folketingets medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov, afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående regler. Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af statsministeren uden unødigt ophold og senest fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.
Stk. 8. Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved lov.
Kommentar stk. 1.
I tilfælde af, at et lovforslag vedtages, kan et mindretal bestående af 60 folketingsmedlemmer skriftligt kræve, at forslaget skal til folkeafstemning. De har tre dage til at gøre dette.
Kommentar stk. 2.
En lov gælder først, når regenten har skrevet under.
Kommentar stk. 3.
Det er muligt for flertallet at trække lovforslaget tilbage, selvom det er blevet vedtaget. De har fem dage til at gøre dette.
Kommentar stk. 4.
Bliver lovforslaget ikke trukket tilbage, så skal statsministeren udskrive valg inden 12 til 18 hverdage, når det er offentliggjort.
Kommentar stk. 5.
Hvis mindst 30 pct. af alle vælgerne stemmer nej, kan et lovforslag blive forkastet.
Kommentar stk. 6.
Her er alle de love, som ikke kan komme til folkeafstemning.
Kommentar stk. 7.
I særlige tilfælde, kan regenten underskrive en lov straks efter det er vedtaget i Folketinget
Kommentar stk. 8.
Giver mulighed for andre regler på Færøerne og Grønland. Folketinget kan vedtage, at afstemningerne skal holdes samtidig i alle tre lande.
§ 43
§ 43. Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ejheller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.
Kommentar:
Skatter, afgifter og statslån kan kun vedtages ved lov. Det samme gælder for indkaldelse af soldater.
§ 44
§ 44.Stk. 1. Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.
Stk. 2. Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes regler ved lov.
Kommentar stk. 1.
En udlænding kan kun blive dansk statsborger, hvis der laves en lov om det.
Kommentar stk. 2.
I en lov fra 1959, besluttede man at udlændinge ikke bare kan købe jord og ejendomme i Danmark.
§ 45
§ 45.Stk. 1. Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.
Stk. 2. Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende finansår ikke ventes tilendebragt inden finansårets begyndelse, skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for folketinget.
Kommentar stk. 1.
Finansloven har en varighed på et år og skal forelægges fire måneder før et nyt finansår påbegyndes.
Kommentar stk. 2.
Man kan her vedtage en midlertidig bevillingslov, hvis et forslag ikke bliver vedtaget inden nytår.
§ 46
§ 46.Stk. 1. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves.
Stk. 2. Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov.
Kommentar stk.1.
Hvis der ikke er lavet en finanslov eller vedtaget en bevillingslov, må der ikke opkræves skatter.
Kommentar stk.2.
Man må ikke betale udgifter, før Folketinget har bevilliget dem på finansloven. Man skal først have en tilladelse fra Finansudvalget, som er et særligt folketingsudvalg.
§ 47
§ 47.Stk. 1. Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget senest seks måneder efter finansårets udløb.
Stk. 2. Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.
Stk. 3. Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges folketinget til beslutning.
Kommentar stk. 1.
Senest 6 måneder får finansåret udløber, skal statsregnskabet fremlægges Folketinget
Kommentar stk. 2.
Folketinget udpeger et antal revisorer, minimum 4 og maksimum 6. Der er ikke noget krav om, at de skal være uddannede revisorer, og de kan godt være medlem af Folketinget. De skal sikre, at der er lovhjemmel og bevillinger bag alle statens udgifter.
Statsrevisorerne bistås af en rigsrevisor, som ikke er medlem af Folketinget.
Kommentar stk. 3.
Statsregnskabet bliver fremlagt Folketinget, og der bliver afholdt en afstemning.
§ 48
§ 48. Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens opretholdelse.
Kommentar:
Folketinget udarbejder en forretningsorden, der beskriver procedurerne for afstemninger, mødeafholdelse, ledelse og adfærdsregler.
§ 49
§ 49. Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det i forretningsordenen bestemte antal medlemmer eller en minister kan dog forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling afgøres, om sagen skal forhandles i et offentligt eller lukket møde.
Kommentar:
Formanden for Folketinget, en minister eller 17 medlemmer kan foreslå, at et møde afholdes bag lukkede døre. Ellers er Folketingets møder offentlige.
§ 50
§ 50. Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af medlemmerne er tilstede og deltager i afstemningen.
Kommentar:
Der skal være mindst 90 medlemmer til stede ved en afstemning, før der kan stemmes om et lovforslag.
§ 51
§ 51. Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige myndigheder.
Kommentar:
Folketinget har mulighed for at nedsætte en parlamentarisk kommission til at undersøge væsentlige sager. Denne praksis anvendes dog sjældent, og Folketinget benytter typisk en dommer til at undersøge skandalesager.
Det er almindeligt, at personer, der har handlet på regentens vegne, frifindes i sådanne undersøgelser.
§ 52
§ 52. Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker efter forholdstal.
Kommentar:
Pladserne i de forskellige udvalg, fordeles efter partiernes størrelse.
§ 53
§ 53. Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring.
Kommentar:
Et medlem af Folketinget kan anmode om både oplysninger og redegørelser fra ministrene. Dette kaldes en forespørgselsdebat, og ministrene er forpligtet til at svare.
§ 54
§ 54. Andragender kan kun overgives til folketinget ved et af dettes medlemmer.
Kommentar:
En borger kan henvende sig til et folketingsmedlem for at få en sag behandlet. Det er dog mere almindeligt at henvende sig til en partigruppe eller et af Folketingets udvalg.
§ 55
§ 55. Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning.
Kommentar:
Folketinget har mulighed for at udpege en eller to personer til at håndtere klager over det offentlige. Disse personer kaldes ombudsmænd og må ikke være medlemmer af Folketinget.
Det er ikke muligt at klage over en vedtaget lov eller en afgørelse truffet af en domstol.
§ 56
§ 56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
Kommentar:
Det er vigtigt at bemærke i denne paragraf, at regenten ikke er en vælger, og derfor er de bundet af monarkens forskrifter.
I dansk juridisk terminologi er en lov en forskrift, og i dette tilfælde er det Grundloven, altså kongemagten, der beskrives i de første 20 paragraffer. Derfor er Folketingsmedlemmer ene og alene bundet til Grundlovens forskrifter, altså kongemagten. Det er også derfor, de skriver under på Grundloven.
§ 57
§ 57. Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.
Kommentar:
Et folketingsmedlem kan ikke uden videre straffes, medmindre man er grebet på fersk gerning. Dette gælder kun så længe man sidder i Folketinget, men man kan godt straffes for noget man har gjort i sin tid i Folketinget. Man har også en særlig ytringsfrihed som folketingsmedlem, for eksempel kan man ikke lave injuriesager imod et medlem, medmindre Folketinget giver tilladelse til det.
§ 58
§ 58. Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse fastsættes ved valgloven.
Kommentar:
I henhold til folketingsvalgloven fastsætter Folketinget vederlaget for folketingsmedlemmer. Dette vederlag består af et grundvederlag og et omkostningstillæg, der skal dække udgifter i forbindelse med deres arbejde.
Medlemmer, der bor uden for Sjælland, kan få stillet en folketingsmedlemslejlighed frit til rådighed.
Kapitel VI.
§ 59
§ 59.Stk. 1. Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en eller flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten. Kan i et enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.
Stk. 2. Retten vælger selv sin formand af sin midte.
Stk. 3. Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt, udløber.
Stk. 4. Nærmere regler om rigsretten fastsættes ved lov.
Kommentar stk. 1.
Rigsretten består af maksimalt 15 højesteretsdommere, som har været ansat i længst tid. Dette giver regenten mulighed for at styre dem ved hjælp af §64. Folketinget vælger det samme antal medlemmer, så der ikke opstår et ulige antal.
Kommentar stk. 2.
Rigsretten vælger selv sin formand.
Kommentar stk. 3.
Selvom de politisk valgte medlemmers valgperiode udløber, kan de ikke udskiftes midt i en sag.
Kommentar stk. 4.
Rigsretsloven fastsætter reglerne.
§ 60
§ 60.Stk. 1. Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget mod ministrene anlagte sager.
Stk. 2. For rigsretten kan kongen med folketingets samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles farlige for staten.
Kommentar stk. 1.
Monarken har mulighed for at iværksætte en rigsretssag mod en minister uden om Folketinget. Dette sikrer, at ministrene er mere lydhøre over for monarkens ønsker.
§ 61
§ 61. Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.
Kommentar:
Domstolenes regler er beskrevet i retsplejeloven. En særdomstol etableres for at behandle en specifik sag, inden dommeren udpeges. Hvis dommeren, når han/hun vælges, har en bestemt holdning til en sag, kan det være problematisk. Derfor må særdomstolen kun undersøge en sag og kan ikke dømme.
§ 62
§ 62. Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov.
Kommentar:
Domstolene hører under Justitsministeriet. Der er udarbejdet en lov kaldet "Lov om Domstolsstyrelsen", som beskriver, hvordan domstolene skal ledes.
§ 63
§ 63.Stk.1. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.
Stk. 2. Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov.
Kommentar stk. 1.
Øvrighedsmyndigheder omfatter den udøvende magt, ministerier, kommuner, særlige nævn osv. Hvis man ønsker at føre en sag mod eksempelvis staten, skal man rette sig efter de retningslinjer, som staten har fastsat, mens sagen pågår.
Kommentar stk. 2.
Det er muligt at oprette en specialiseret forvaltningsdomstol, der kan behandle sager mod forvaltningen. Alle afgørelser fra en sådan domstol skal kunne indbringes for Højesteret.
§ 64
§ 64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer, der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.
Kommentar:
Dommere skal følge loven, og kan ikke bare fyres eller smides ud uden en dom. Men en ældre dommer kan godt blive fyret og så senere miste sin pension. Det er ret smart af regenten at kunne styre dommerne på den måde, hvis de ikke gør, som regenten vil.
§ 65
§ 65.Stk. 1. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.
Stk. 2. I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.
Kommentar stk. 1.
Retssager bør afholdes offentligt, medmindre andet er fastsat i retsplejeloven.
Kommentar stk. 2.
Med henblik på at sikre en effektiv strafferetspleje, er det afgørende, at lægmænd uden juridisk uddannelse medvirker i straffesager. Dette fastsættes ved lov, og det er i Statsrådet, at regenten afgør, hvilke sager og i hvilken form disse nævninge skal medvirke. Så monarken har også magten her.
Kapitel VII.
§ 66
§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
Kommentar:
Folkekirkens forfatning fastsættes ved lov, hvilket betyder, at den vedtages i Statsrådet af regenten.
De fleste spørgsmål vedrørende kirken afgøres af kirkeministeren, hvis primære opgave er at følge regentens beslutninger, ligesom det er tilfældet for de øvrige ministre.
§ 67
§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Kommentar:
Alle har ret til at dyrke deres religion, som de ønsker. Man er ikke forpligtet til at være medlem af folkekirken. De regler, der gælder i samfundet, skal overholdes, og man kan ikke bare bygge en kirke eller moske uden en byggetilladelse. De regler, der gælder de forskellige steder, skal man også respektere.
§ 68
§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
Kommentar:
Medlemskab af folkekirken er frivilligt, og medlemmer betaler kirkeskat. Staten har ifølge §4 forpligtelse til at støtte folkekirken økonomisk og bidrager derfor til en del af dens udgifter.
§ 69
§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.
Kommentar:
Trossamfunds forhold, der ligger uden for folkekirken, skal vedtages ved lov. Alle love fastsættes i Statsrådet. Præster kan for eksempel få tilladelse til vielser, selvom de ikke er en del af folkekirken.
§ 70
§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Kommentar:
Ingen må forskelsbehandles på grund af sin tro eller race.
Kapitel VIII.
§ 71
§ 71.Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.
Stk. 4. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.
Stk. 5. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.
Stk. 6. Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.
Stk. 7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.
Kommentar stk. 1.
Den personlige frihed er ukrænkelig. Anholdelse, fængsling eller indespærring må ikke ske på grund af politiske holdninger. Dette gælder for alle danske statsborgere, resten af §71 gælder for alle, der opholder sig i Danmark.
Kommentar stk. 2.
Der skal være en begrundet mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse, før denne kan anholdes. Betingelserne herfor er fastsat i retsplejeloven.
Kommentar stk. 3.
Hvis en person anholdes, skal denne stilles for en dommer inden for 24 timer. Dette kaldes et grundlovsforhør. Dommeren kan opretholde fængslingen i tre dage, for eksempel hvis politiet skal efterforske, så den anholdte ikke kan slette spor eller tale med vidner.
Der kan indføres særlige regler for Grønland, som bliver bestemt i Statsrådet af regenten.
Kommentar stk. 4.
Bliver man dømt i byretten, kan man klage til landsretten.
Kommentar stk. 5.
Varetægtsfængsling kan kun ske, hvis der er tale om en forbrydelse der kan straffes med fængsel.
Kommentar stk. 6.
I tilfælde af, at en person udgør en fare for sig selv eller andre, kan vedkommende blive tvangsindlagt uden at skulle for en dommer. En sådan sag kan indbringes for en domstol, og det behøver ikke at være patienten selv, der klager. Det kan også være venner eller familie.
Stk. 6 gælder ikke for udlændinge, der bliver frihedsberøvet, hvis de f.eks. skal udvises. Udlændingeloven sikrer, at en sådan frihedsberøvelse altid kan indbringes for domstolene.
Kommentar stk. 7.
Man vælger her et tilsyn, som skal holde øje med de sager, der er i forbindelse med stk. 6. Man kan klage til tilsynet eller ombudsmanden.
§ 72
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
Kommentar:
Boligens ukrænkelighed er et centralt princip i vores retssystem. Politiet kan ikke uden videre bryde ind i private hjem, lokaler eller bygninger for at foretage undersøgelser. En sådan indtrængen kræver en dommerkendelse, medmindre der foreligger en undtagelsessituation, f.eks. hvis politiet er i færd med at forfølge en forbryder, og der er risiko for, at denne vil undslippe. I sådanne tilfælde kan politiet foretage en indtrængen, men skal efterfølgende indhente en dommerkendelse. Skattevæsenet har i visse tilfælde mulighed for at undersøge private regnskaber uden forudgående dommerkendelse.
.
§ 73
§ 73.Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
Stk. 2. Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.
Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.
Kommentar stk. 1.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Dette betyder, at et hus, man har købt, eller et stykke jord, man ejer, er beskyttet mod indgreb fra staten eller kommunen. Dette gælder også for løn eller pension, man har sparet op. Hvis staten eller kommunen ønsker at anlægge en vej, hvor man har en ejendom, skal man have fuld erstatning. Der skal foreligge en lov bag en sådan ekspropriation.
Kommentar stk. 2.
Såfremt 60 medlemmer af Folketinget er imod et lovforslag, kan de kræve, at det udskydes til næste valg, hvor et nyt Folketing skal stemme om loven. Dette skal gøres inden for 3 hverdage fra lovens vedtagelse.
Kommentar stk. 3.
En ekspropriation kan indbringes for domstolene, som kan afgøre, om den er lovlig, og om erstatningen er tilstrækkelig.
§ 74
§ 74. Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.
Kommentar:
Det er vigtigt at bemærke, at der skal være en dokumenteret farlig sygdom, før man kan lukke butikker. Hvis dette ikke er tilfældet, kan alle nedlukninger og restriktioner, der er blevet implementeret under coronapandemien, anses for at være ulovlige.
§ 75
§ 75.Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
Kommentar stk. 1.
Så vidt muligt bør alle, der kan arbejde på rimelige vilkår, have mulighed for det.
Kommentar stk. 2.
I tilfælde af manglende evne til selvforsørgelse, kan offentlig støtte søges. Dog forventes det, at alle tilgængelige muligheder udnyttes, herunder formue eller beskæftigelse.
§ 76
§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
Kommentar:
Alle børn har ret til gratis undervisning i folkeskolen. Hjemmeundervisning skal være af tilsvarende kvalitet som det, der undervises i i folkeskolen. Der er mulighed for at søge tilskud til privatskoler i henhold til gældende lovgivning.
§ 77
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Kommentar:
Ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, men den er ikke absolut. Man kan holdes ansvarlig for sine udtalelser, hvis de er injurierende eller grove over for andre mennesker.
Censur er ikke tilladt i Danmark. Tidligere kunne monarkens embedsmænd fjerne indhold, inden det blev trykt, men nu skal politiet vente, til et blad eventuelt er udgivet.
I særlige tilfælde kan man dog nedlægge et forbud mod udgivelse, hvis man kan overbevise en dommer om, at en offentliggørelse kan gøre stor skade eller er ulovlig. Et eksempel på dette er sagen om Frimurerordenen, der fik et forbud igennem, da Danmarks Radio ville lave en tv-udsendelse, som afslørede Frimurerordenens hemmelige optagelsesritualer. Sagen kom for Højesteret i 1980'erne, og her fik Frimurerordenen medhold, og udsendelsen blev aldrig vist.
§ 78
§ 78.Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.
Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.
Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.
Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.
Kommentar stk. 1.
Man har ret til at danne foreninger, så længe man holder sig inden for lovens rammer.
Kommentar stk. 2.
Hvis en forening anvender vold eller på anden måde agerer ulovligt, skal den opløses ved en domstolsafgørelse, og der vil blive afsagt en dom.
Kommentar stk. 3.
I særlige tilfælde kan staten midlertidigt nedlægge forbud mod en forening, som herefter skal indbringes for en domstol.
Kommentar stk. 4.
En sag om politiske foreninger, der er blevet dømt i byretten eller landsretten, kræver ikke en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, før sagen kan indbringes for Højesteret.
Kommentar stk. 5.
Opløsninger af foreninger, kan kun ske ved lov.
§ 79
§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Kommentar:
Enhver har ret til at forsamle sig ubevæbnet. Dog må man ikke forstyrre eller være til fare for den offentlige orden. Hvis man for eksempel ønsker at stå med en megafon, afspille høj musik eller lave et optog gennem gaderne, som kan forhindre trafikken, skal man have en tilladelse fra politiet. En sådan tilladelse skal søges senest 24 timer før en demonstration eller forsamling.
§ 80
§ 80. Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles.
Kommentar:
I tilfælde af at en demonstration eller forsamling udvikler sig til rent kaos, må politiet kun anvende magt, hvis de har givet tre advarsler på forhånd. Dette understreger tydeligt, at politiet arbejder på vegne af regenten, når de skal råbe stop i kongen/dronningens og lovens navn.
§ 81
§ 81. Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.
Kommentar:
Som sund og rask mand har man pligt til at aftjene værnepligt, medmindre man er militærnægter. I så fald bliver man typisk sat til at udføre samfundstjeneste i stedet.
§ 82
§ 82. Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.
Kommentar:
Kommunerne har et selvstyre, som staten så fører tilsyn med.
§ 83
§ 83. Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet.
Kommentar:
I tidligere tider havde adelen visse privilegier, såsom lavere skattebetaling. Disse privilegier er nu blevet afskaffet. Det kan også ses som en sikring af, at ingen bliver så velhavende, at de kan udfordre tronen.
§ 84
§ 84. Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.
Kommentar:
Historisk set belønnede monarken sine undersåtter med jordbesiddelser og ejendomme (len), som blev nedarvet til den ældste i familien uden krav om at dele arven med søskende. Denne praksis gav økonomiske fordele, herunder reducerede skattebyrder. I 1919 blev denne praksis afskaffet, og de berørte ejere modtog kompensation. Det tjente også som en metode til at sikre monarkiets magt ved at forhindre, at de mest velhavende individer udfordrede tronen.
§ 85
§ 85. For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne bestemmelser kun anvendelige med de indskrænkninger, der følger af de militære loves forskrifter.
Kommentar:
Soldater har ikke de samme frihedsrettigheder som civile borgere. De skal for eksempel have en særlig tilladelse, hvis de vil holde et møde på en kaserne. Straffeloven og retsplejeloven gør også, at de kan tilbageholdes i 72 timer, inden de kan komme for en dommer.
Kapitel IX.
§ 86
§ 86. Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for valg til folketinget til enhver tid gældende. For Færøernes og Grønlands vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov.
Kommentar:
Valgretsalderen er ens for alle valg, uanset hvilket valg der er tale om, og den er 18 år. Færøerne og Grønland har dog mulighed for at beslutte en lavere valgretsalder.
§ 87
§ 87. Islandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske statsborgere, bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk indfødsret.
Kommentar:
Danske statsborgerskab tilbydes til islændinge, som har de samme rettigheder som danske statsborgere.
Kapitel X.
§ 88
§ 88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.
Kommentar:
Der foreslås en minimumsgrænse for valgdeltagelse.
I denne paragraf nævnes regeringen, Folketinget og kongen. I den forbindelse udgør kommentarerne på Folketingets hjemmeside en betydelig udfordring, hvis man skal fortolke konge som regeringen. Det er for eksempel ikke regeringen, der skal bekræfte en ny forfatning, men derimod monarken. Og det er usandsynligt, at monarken frivilligt vil gøre dette, hvis det indebærer et tab af magt. Det er også derfor, at kun et oprør desværre kan ændre forfatningen.
Kapitel XI.
§ 89
§ 89. Denne grundlov træder i kraft straks. Dog vedbliver den i henhold til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 senest valgte rigsdag at bestå, indtil nyvalg har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i kapitel IV. Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 for rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.
Kommentar:
Grundloven trådte i kraft den 5. juni 1953, den dag den blev offentliggjort i Lovtidende. Nu med et Folketing bestående af 179 medlemmer, da Landstinget blev afskaffet.
Kend Din Grundlov
